Info og jobopslag
Hvad er Basecamp?
Basecamp er 3 forskellige ting under et tag:
- Klub
- Skole afdeling
- Motocross
Pædagogiske værdier på Basecamp
På Basecamp arbejder vi aktivt med det, jeg selv kalder pædagogisk filosofi. Målet er at skabe et godt børneliv. Vi stiller os selv spørgsmål som: Hvordan opnår vi det gode børneliv? og Hvad gør vi på Basecamp, der virker, og som vi lykkes med? Vi ved, at vi har opnået meget, og det fortæller både vores resultater og vores medlemmer – både nye og gamle – samt deres forældre os.
Vi bidrager til børnenes udvikling fra den dag, de starter hos os, til den dag, de slutter. De får ikke blot færdigheder, men vi lærer dem også om rigtigt og forkert, om at tage ansvar, og om gensidig respekt for andre mennesker.
Pædagogikken på Basecamp
Pædagogikken på Basecamp handler om, at alle mennesker skal være noget for andre. En god ven eller kammerat hjælper andre med at blive bedre til det, de allerede mestrer, eller støtter dem i at blive bedre til det, de har brug for hjælp til. Det handler om at forstå, at der er andre mennesker end én selv, og at gøre noget godt for sine venner og fællesskabet. Det er kærlighed til sig selv, til hinanden, til klubben og til byen.
Hverdagen på Basecamp
I vores dagligdag arbejder vi praktisk med få, men vigtige dyder som mod, ansvarlighed, empati, gensidig respekt og høflighed. Vi tror på, at hvis man har det godt med sig selv, har gode venner og kammerater, og er en del af et stærkt fællesskab og netværk, så øges chancen for at blive et ordentligt menneske. Det skaber en følelse af mening og øger selvværdet, når man føler sig accepteret og som en del af samfundet.
På Basecamp arbejder vi dagligt på at gøre det rigtige for hinanden, klubben og byen. Det kræver hårdt arbejde hver dag. Man kan ikke blot tale om det til personalemøder; det skal praktiseres i hverdagen. Gør man det, får man også et godt arbejdsmiljø med god trivsel, som i sidste ende kommer børnene til gode. Medarbejderne skal trives, for at medlemmerne kan trives.
I hverdagen er det vigtigt at være nysgerrig på hinanden. Vi spørger os selv og hinanden: Hvem er du som menneske? Hvad ønsker du at opnå her? Hvad kan du bidrage med? Dette taler vi med medlemmerne om.
Anerkendelse og relations arbejde
Anerkendelse er en central del af vores daglige arbejde. Vi ser barnet, hører barnet og forsøger at forstå barnet som det menneske, det er. Vi støtter og hjælper barnet ved at lytte og tale med det hver dag. Det giver barnet selvtillid og selvværd på sigt.
Vi arbejder også med relationer gennem det, vi kalder det fælles tredje, hvor aktiviteten er i fokus. Det er vigtigt, at det er en sund aktivitet, for aktiviteten er midlet til at opnå vores pædagogiske værdier og Basecamps kultur. Vores aktivitet har faste og tydelige rammer, og pædagogikken går hånd i hånd med aktiviteten.
Kerneværdi: Barnet i centrum
Når børnene træder ind gennem porten til Basecamp, skal de opleve et miljø, hvor der er plads til alle – både de stærke og de sårbare. Det skal være et sted, hvor de kan føle sig trygge i gode pædagogiske rammer og få ro til at være sig selv. Mange unge føler i dag et enormt pres for at præstere – i skolen, i vennegruppen, på sociale medier. På Basecamp kræver vi ikke, at de præsterer. Her kommer de i deres fritid, og det skal være et fristed fra hverdagens stress og jag.
Uanset om du er lys- eller mørkhåret, tyk eller tynd, meget klog eller mindre klog, så er Basecamp for alle. Klare og tydelige regler skaber tryghed for børnene, og derfor sørger vi for at sætte gode rammer, som børnene kan udvikle sig indenfor.
Kulturen på Basecamp
Kulturen på Basecamp er bygget på fællesskab, god stemning og lysten til at hjælpe hinanden. Vi lærer børnene at tage ansvar for deres eget liv, være proaktive og respektere, at alle mennesker er forskellige. Basecamp er et sted, hvor børnene lærer nye færdigheder, begreber og håndværk, samt at samarbejde og opbygge nye venskaber.
Fællesskabet
Vi arbejder dagligt på at inkludere børnene i fællesskabet ved at involvere dem i dagligdagens opgaver og lære dem at tage ansvar. Samarbejde er nøglen – man kan opnå meget alene, men sammen kan vi opnå endnu mere.
Fællesspisning er også en vigtig del af vores fællesskab. Et par gange om ugen samles vi, spiser sammen, taler og lytter til hinanden. Vi lærer børnene at respektere dem, der har lavet maden, og at sige tak for mad.
Forældresamarbejde
For at lykkes med børnenes udvikling er det vigtigt at have et tæt samarbejde med deres forældre. Et stærkt forældresamarbejde kræver tydelig og præcis faglig ledelse. Det er ikke kun, hvad vi siger, der tæller – det er, hvad vi gør, der har betydning.
Jobopslag – Pædagog – Med kendskab til cross

Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune, og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde. Lige nu søger Albertslund Ungecenter en pædagog til vores skoletilbud på Base Camp – med kendskab til Cross.
Vi arbejder ud fra følgende værdier; Anerkendelse, Kvalitet, Fællesskab, Mod, Virkelyst og Humor.
Som pædagog hos os skal du dels være tilknyttet Base Camps skoletilbud, som er en mellemform. Her vil du være i team med en lærer, hvor i sammen skal varetage undervisning for ca. 8 elever i udskolingen. Dine opgaver i skoletilbuddet vil bl.a. være at understøtte undervisningen kreativt med elevaktiviteter indenfor cross, bevægelse og madlavning.
Derudover skal du som pædagog i fritidsklubben og ungdomsklubben bruge motocross og værkstedsaktiviteter som en del af din pædagogiske indsats for børn og unge. Her får du til opgave at vedligeholde crosserne sammen med de unge. Desuden at være sammen med de unge når de træner og kører løb.
Stillingen udgør I alt 37 timer om ugen. Arbejdstiden vil være fra kl. 8.15 – 14.00 tre dage ugentligt, en dag fra kl. 8.15 – 18.00 og en dag fra kl. 8.15 – 21.00. Der vil i crossafdelingen forekomme enkelte løb i weekenden i løbet af året.
Vi forventer:
At du har kendskab og lyst til at være tilknyttet vores cross afdeling.
At du kan bevare roen og overblikket – også når farten er høj
At du som pædagog har stærke relationelle kompetencer
Har en anerkendende tilgang og fokus på det der fungerer
Har lyst til at arbejde med unge, også når de er besværlige
Vi kan tilbyde:
Dygtige og engagerede kollegaer, der udstråler glæde ved samværet med de unge på Base Camp
Elever og unge der kan lide deres skole og klub
Et skoletilbud og en ungdomsklub der arbejder anerkendende og inkluderende
Vi ser meget frem til at modtage din ansøgning. Du er meget velkommen til at kontakte skoleleder Ane Marie Kristensen på tlf. 43642215 eller afdelingsleder Lise Marie Bodenhoff på tlf. 21512545 for yderligere information.
Løn og ansættelsesvilkår:
Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation. Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.
Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. Ved ansættelse indhentes straffe- og børneattest.
Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.
Ansøgningsfrist:
Send ansøgning til: lise.marie.bodenhoff@albertslund.dk
Tiltrædelsestidspunkt: 1. august 2026
Ansøgningsfrist: mandag d. 15. juni 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler: onsdag d. 17. juni 2026 fra kl. 16.30